Jeg hedder Jette Friis-Jensen og er gift med Stig. Vi har 4 børn, som efterhånden er blevet voksne, 2 af dem er også Border Collie ejere den ene har to tæver, den anden har 2 hanner.
Stig har haft hunde hele sit liv, jeg fik en hund som barn, som vi dog kun havde et års tid. Da jeg var ca. 17 år, anskaffede jeg mig en hund og måtte så flytte hjemmefra, da vi ikke måtte have hund dér, hvor familien boede. Siden dengang har jeg altid haft mindst én hund.
Vi begyndte med opdræt af border collier i 1987, efter at have opdrættet islandske fårehunde i ca. 10 år, og har opdrættet border collier lige siden. Vi bor på en gård i Nordjylland i nærheden af Frøstrup, hvor vi ud over vore 13 border collier har får, katte, høns og kaniner.
Hunde har således i mange år været en meget stor del af vores liv. Vi tilstræber at avle sunde hunde med et godt temperament. En sund hund er for os bl.a. en robust bygget hund, der kan holde til at arbejde dagen lang, og som samtidig kan være almindelig familiehund. Den må da også gerne være pæn at se på! I vort opdræt bruger vi udelukkende hunde, der har vist gode hyrdeinstinkter.
Vore hvalpe vokser op inden døre – i de første uger sammen med deres mor – hvorefter de også kommer sammen med nogle af kennelens øvrige voksne hunde, så de kan vænne sig til at omgås andre hunde.
Vi gør meget ud af prægningen og socialiseringen af hvalpene for at sikre dem så god en start på hundelivet som muligt. De præges meget på mennesker.
Ved normalt først at sælge vores hvalpe, når de er min. 10 uger gamle, hvor de i de seneste uger dagligt går sammen med vore øvrige voksne hunde, sørger vi for, at de lærer hundesprog for at undgå, at de senere hen i livet får problemer med at omgås andre hunde.
Vi er kritiske med, hvem vi ønsker at sælge vore hvalpe til, fordi vi synes, at det er vigtigt, at hvalpens og den kommende ejers kemi passer godt sammen – også når hunden er blevet voksen. Vi ønsker, at vore hvalpekøbere er aktive mennesker, som forstår at give hunden nogle gode udfordringer og oplevelser.
Vore hvalpe bliver altid øjenundersøgt, inden de bliver solgt. Forældrene øjenundersøges også og HD-fotograferes inden brug i avl.